Nedenstående høringssvar er indsendt til Middelfart Kommune af Strib Lokaludvalg og Røjlehalvøens Lokaludvalg i forening.
Høringssvar til Middelfart kommunes Byråds budget 2027 og overslagsårene 2028-2030
fra Strib- og Røjlehalvøens Lokaludvalg.
Middelfart, 27. august 2026
Nærværende høringssvar er ganske rigtigt stort set identisk med det i 2022 fremsendte, hvilket betyder at der desværre intet er sket for at forbedre infrastrukturen omkring Strib, hvor der i samme periode er udstykket/bygget flere nye boligområder med dertil hørende forøget trafikalt pres.
Senest er området syd for Abelonelundvej mod Røjle under behandling, der de fakto sammenlægger de to bysamfund og sender yderligere ca. 300 biler igennem Røjle (og nok også Vejlby).
Øget trafik i Strib/Røjlehalvøen
Strib er igennem en årrække vokset og nye boligområder er kommet til og flere er planlagt. I en pendlerby som Strib giver det en voldsom forøgelse at trafikken til/fra Strib på daglig basis – der er nævnt 2000+ biler i tillæg til nuværende. Dette giver en forøget belastning af vejnettet såvel under opførelse (med store køretøjer) som efterfølgende. Belastningen vil kunne mærkes – og mærkes allerede – i områder af Strib, på Strib Landevej, i Vejlby, i Røjle m.fl. – og flere af vejene er skoleveje.

Figur 1 Abelonelundvej – Skolevej 2-i-1 – vil du have dit barn til at cykle her?
Flere af de nyudstykkede og kommende boligområders placering har været kendt i årevis, så vi og områdets beboere har meget lidt forståelse for at der endnu ikke er taget hul på den længe ønskede omfartsvej fra Brændeskovhallen til Røjlevej. Som en beboer har nævnt: ”Det svarer til at lægge vand ind i et hus uden først at have etableret kloakering”.
Lokaludvalgene taler jævnligt med og får henvendelser fra bekymrede borgere omkring de nye udstykninger og trafik.
Det nuværende vejnet er umiddelbart ikke dimensioneret til den stigende trafik – og flere veje er smalle og som ovenfor nævnt skoleveje.

Figur 2 Kort over veje ud af Strib (grønt) og trafikale udfordringer (rødt)
Flere boligområder på vej
De fleste af områdets beboere kender kun til de områder, der er under opførelse – ikke de kommende, som vist på nedenstående kortudsnit. Her er der områder til umiddelbar udvikling (med rødt) og såkaldte perspektivområder (med grønt), hvor sidstnævnte områder er der, hvor man ser en mulighed for yderligere boligområder.

Figur 3 Bosætningsområder ved Strib (Rødt: planlagte og Grønt: “Perspektivområder”)
Omfartsvej
Der har længe været en omfartsvej i tankerne og lidt på tegnebrættet – dog uden at have en konkret linjeføring eller tidshorisont. Lokaludvalgene er blevet gjort bekendt med at såfremt omfartsvejen medtages på Budget 2023, vil man først have en fuld færdig omfartsvej i 2029 – dette er allerede for sent – behovet er der nu og behovet bliver større og større for hver enkelt familie, der flytter til området. Alternativt må man indføre et byggestop indtil omfartsvejen er på plads. I denne ombæring er der afsat sølle ca. 1 mio. kr. til undersøgelser i 2027 og intet i de efterfølgende år, hvilket jo blot indikerer hvor lidt fokus der er – samtidig med umådelig stor fokus på flere boliger – det hænger ikke sammen.
På nedenstående kortudsnit, kan man se hvorledes linjeføringen er tænkt for nuværende (med rødt) – eventuelt med en rundkørsel eller nyudformning af krydset ved Strib Landevej / Røjlevej.
Lokaludvalgenes ønske er desuden at fordele trafikken mellem de to motorvejsafkørsler 59A og 59B ved en forlængelse af vejen (blålilla) gennem den planlagte solcellepark (rødt område) til Bogensevej, for på den måde at lede en større del af den østgående trafik mod 59A. Der skal her gøres opmærksom på at der ved forlængelsen ikke er vurderet nøje på linjeføring, herunder trafikmængde, terrænforhold, eventuelle udvindingsområder, ejerforhold, afstand til beboelse eller andet. Dette vil skulle afklares ved bred involvering af områdets beboere.
Såfremt omfartsvejen ikke medtages på det kommende budget, ser vi ind i en meget uhensigtsmæssig forsinkelse af den.
I Strib Lokaludvalg og Røjlehalvøens Lokaludvalg er vi ikke i tvivl. Vi skal agere nu for at vi ikke ender med et trafikkaos på veje, der er for smalle til at håndtere en stigende trafikmængde, en stigning i trafikken gennem eksempelvis vores landsbyer Røjle og Vejlby, en stigning i trafikken på vores skoleveje m.v. Ift. skoleveje og midler i kommunens stiplan til en sti langs Abelonelundvej, som vi også ønsker at presse på for at få etableret hurtigst muligt.

Figur 4 Kort med linjeføring af planlagt omfartsvej, ønske til forlængelse og solcellepark-område.
Lokaludvalgenes ønske til Budget 2027
Lokaludvalgene i Strib og Røjlehalvøen ønsker en genovervejelse af midler i budget 2027 og i særdeleshed at der tilføres midler i de efterfølgende budgetår til etablering af en ringvej/omfartsvej mellem Strib, Røjle og Vejlby med forbindelse til Ny Billeshavevej og til motorvej E20.s til- og frakørsel nr. 58A ved Kauslunde. I samme ombæring at ringvejens endelige placering fastlægges og igangsættelse med midler i budget 2027 og snarest muligt derefter.
Vi ser også gerne at der hurtigst muligt etableres en grussti langs skolevejen Abelonelundvej som afsat i stiplanen
Vi anser det for vigtigt at den overordnede infrastruktur er på plads, så nuværende og kommende nybyggeri og udvikling tilpasses infrastrukturen og ikke omvendt. Ultimativt bør man udsætte etablering af nye boligområder til infrastrukturen er på plads.
Hurtig planlægning af infrastrukturen skal sikre viden og bedre muligheder for fremtidig placering af byudvikling, landbrugsdrift, industrigrunde og placering af rekreative arealer i Strib og på Røjlehalvøen.
På lokalområdernes vegne.
| Marc Melgaard Formand, Røjlehalvøens Lokaludvalg E lokaludvalget@rojlehalvoen.dk M 4089 9969 | Søren Tærsbøl Formand, Strib Lokaludvalg E striblokaludvalg@gmail.com M 2247 3964 |